Furesø Golfklub
Historiske rammer
Den smukke herregård, Hestkøbgaard, med historiske rødder tilbage til år 1370, rummer en af landets største golfklubber, hvor medlemmer og gæster hver dag året rundt kan glæde sig over stedets natur- og golfoplevelser.
Med et smukt klubhus, en tilsvarende smuk udsigt over den engelsk-inspirerede park og 27 udfordrende og nyrestaurerede huller, er det nemt at lade sig inspirere til en runde eller to – med udsigten til at man efter spillet kan slappe af på terrassen eller i bistroen og restauranten.
Hovedbygningen, opført 1903, rummer administration og proshop samt klubbens naturlige samlingspunkt, nemlig bistro og restaurant. I de stråtækte sidebygninger finder man omklædning og mødefaciliteter. Furesø Golfklub er en dynamisk klub i historiske rammer.


Et levende miljø
Der er altid liv i klubben – faktisk året rundt. Det siger sig selv, at sommerhalvåret står i golfens tegn, hvor juniorer, seniorer, elite og motionister samt klubber-i-klubber naturligt nok sætter deres præg på livet og stemningen.
Ofte er der jazz- og grillarrangementer på den stemningsfulde terrasse. Herfra ser man ud over parkhaven, der blev anlagt i 1800-tallet med vidstrakte plæner, fritstående træer og en skov som baggrund.
I vintermånederne indtages huset af klubbens meget aktive bridgespillere og vintergolfere samt en række sociale arrangementer.
Tradition og udvikling
I fem årtier har vi bygget videre på en stærk tradition og tilpasset os tiden med nænsom udvikling. Vores erfarne medarbejdere, hvoraf mange har været i klubben i årtier, skaber den helt særlige stemning, som kendetegner klubben. Værtskabet for DP World Tour i 2025 er en milepæl på rejsen i den fortsatte udvikling.
