Vinterregler
Grundet vådt og køligt vejr samt færre lyse timer kan græsset ikke længere regenerere den samme tilvækst, som det slid der påføres ved normalt golfspil. For ikke at ødelægge banen i vintermånederne, spilles der derfor med vinterregler, når banen er åben.
Vinterregler betyder:
Det slider ekstraordinært på banen at benytte den til vinterspil. Derfor har bestyrelsen besluttet nye klare og enkle vinterretningslinjer for den kommende tids vinterspil.
Der indføres pr. 16. november og 15. december følgende vinterregler:
Den 16. november
- Slagmåtter skal benyttes ved alle slag fra græs, undtagen put, slag fra rough og fra strafområder. Dette gælder også på tee-steder, selvom man benytter en tee. Disse kan lånes ved start på en runde og hænges tilbage efter endt runde.
- Ingen hjul – ingen golfkøretøjer eller trolleys (benyt bærebag)
- Baneåbning – fra kl. 10.00
- Tidsbestilling – der skal bestilles tid
- Spillebegrænsning – Maksimalt 4 hold i timen = 15 min. interval mellem bolde: Start 00, 15, 30, 45.
- 3 sløjfer – 3 x 9 huller bane til normale greens
- Banelukning – Banen vil helt eller delvist være lukket, hvis der er udsigt til sne, frost eller risiko for unormalt slid.
- Information om lukning og genåbning fremgår af hjemmesiden: Banestatus (hvilke dele af baneanlægget, der er åbent) vises på forsiden og på banesiden
- Ved længere perioder med lukning vil genåbning så vidt muligt blive varslet i Furen
- Handicapregulering – Der kan ikke foretages handicapregulering
- Par 3-banen: Er åben uden restriktioner, men der må ikke benyttes Golfbiler. Banen lukker i tilfælde af sne på banen.
Den 15. december (udvides med)
- Hestkøbgaard og Farum lukker (evt. tidligere afhængigt af vejr)
- Fast måtte på teested: Et fælles måtte-teested, som alle skal benytte
- Parkvej er åben: Når vejret tillader (ikke for vådt, frost eller sne)
- Par 3-banen: Er åben uden restriktioner, men der må ikke benyttes Golfbiler. Banen lukker i tilfælde af sne på banen.
Formål
Formålet er færre runder, fordeling af slid, beskyttelse af specifikke arealer og mere enkle regler vedr. morgenspil/frost.
Baneåbning 2023
Banen forventes tidligst at være fuldt åben til april.
Baggrund
Der har de seneste vintre været en stigende tendens til, at der bliver spillet mere og mere vintergolf. Det er for så vidt dejligt, men det har en negativ konsekvens for banens kvalitet, både på den korte og ikke mindst på den lange sigt.
Slid og sygdomme
På den korte sigt bliver områder omkring greens, teesteder og områder med stor trafik meget slidt og mister græsdække og derved kvalitet. Det tager det meste af foråret og forsommeren at genoprette banen til en fornuftig stand.
På den lange sigt vil flere og flere, ikke-egnede græsarter finde vej ind på greens og gøre disse meget sårbare overfor vejrlig og svampesygdomme. Dette særligt på baggrund af, at det ikke er tilladt at anvende pesticider på arealet.
Kvalitet
Klubben har en målsætning om at levere en bane og faciliteter i høj kvalitet. Kvaliteten har en direkte sammenhæng med antallet af spillede runder, hvorfor det er vigtigt at finde det rette antal runder, banen kan klare. Dette ikke mindst om vinteren, hvor der ingen genvækst er, og hvor en runde slider banen mere (visse forsøg har vist, at en runde spillet om vinteren er at jævnføre med ca. 8 om sommeren).
Meget kan der kompenseres for gennem plejen, hvilket der også er stort fokus på i baneudvalget, men dette løser ikke det hele. Det mest effektive tiltag er at lukke banen helt for spil, men en begrænsning af antal runder forventes også at give en effekt.
Lukning eller begrænsning i omfanget af spil er ikke en garanti for, at vi kommer sygdomsfrit gennem vinteren, men vi øger muligheden, ikke mindst på den lange horisont.
Overtrædelse
Overtrædelse kan af Ordens- og Regeludvalget straffes med advarsel eller i grovere tilfælde af bestyrelsen med karantæne.
Greenkeepere, baneudvalg og bestyrelse – Opdateret d. 24.11.2022