Vinterbanen på Parkvej-sløjfen reduceres til 7 huller i sæsonen 2024/2025

Hullerne P1 og P9 på Parkvej-sløjfen indgår i den bane, der skal benyttes til DP World Tour-turneringen i august 2025, sammen med 9 huller på Hestkøbgaard- og 7 huller på Farumsløjfen.

For at sikre den bedst mulige bane til DP World Tour-turneringen, har bestyrelsen besluttet at reducere vinterbanen til 7 huller i sæsonen 2024/2025. Dette betyder, at P1 og P9 på Parkvejsløjfen friholdes for spil i hen over vinteren, nærmere betegnet i perioden med udvidede vinterregler (forventeligt ca. 4 måneder fra midt december til midt april). Baneforløbet af de 7 huller på vinterbanen forventes således at starte på P4 og slutte på P3.

Beslutningen er bl.a. truffet på baggrund af anbefaling fra baneudvalget og chefgreenkeeper Thomas Pihl:

  1. Banekvalitet: Friholdelsen af P1 og P9 mindsker slid og reducerer risikoen for sygdom i græsset, såsom dollarspot og sneskimmel, hvilket er særligt vigtigt på vores pesticidfrie bane. Målet er at sikre, at disse greens matcher de øvrige greens bedst muligt til turneringen og giver os vigtig viden om sammenhængen mellem slid/vinterspil og forekomsten af græssygdomme.
  2. Vedligeholdelse: Lukningen giver mulighed for reparationer og forbedringer af baneelementer, såsom bunkers og slagmærker, på de to huller, hvilket vil gavne både hverdagsgolfere og turneringsspillere i 2025.
  3. Ressourceforbrug: En mindre vinterbane reducerer den nødvendige indsats fra greenkeeperteamet og frigør ressourcer til andre nødvendige vedligeholdelsesopgaver, herunder beskæringsopgaver og reparationer.

Bestyrelsen lægger desuden vægt på at en sammenligning af de 7 huller der spilles og de 2 huller der ikke spilles hen over vinteren, giver vigtig information i forhold til kommende overvejelser om vinterbane på Parkvej versus kvaliteten af Parkvej resten af sæsonen.

Vi takker for forståelsen og opfordrer alle medlemmer til at passe ekstra godt på banen og følge vinterreglerne. Disse inkluderer bl.a. obligatorisk brug af slagmåtter og et reduceret antal starttider, som alle er nødvendige for at skåne banen i de kolde måneder med manglende græstilvækst.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev