(fra Baneudvalget og bestyrelsen)
Det er med stor glæde, at vi kan annoncere at en bid mere af vores tee-renoverings- og udvidelsesprojekt, er klar til at blive taget i brug. Denne del af projektet, som har været lidt forsinket pga. det våde efterår og vinter, er nu klar til spil, og vi inviterer alle medlemmer til at opleve forbedringerne på første hånd.
Nogle af de nye teesteder er etableret som helt nye tee-arealer – andre ved en mindre omlægning/renovering af de eksisterende. Alt arbejde er foretaget af vores egen greenkeeperstab.
Projektet, forventes at være fuldt implementeret til sæsonstart 2025, hvor ny skiltning og de allersidste teesteder også implementeres. Planlægning af næste fase er så småt igangsat, for at have fokus på fortsatte forbedringer af vores teesteder, nye som gamle.
Nye teesteder som åbner i denne omgang
- Hestkøbgaard: Hul 6: Nyt rødt, Hul 8: Nyt Hvidt, gult, blåt og rødt
- Farum: Hul 7: Nyt hvidt og gult
- Parkvej: Hul 3: Nyt hvidt, Hul 7: Nyt lilla
Projektets hovedpunkter
- Fem teesteder på alle huller (lilla (tee 5), rød (tee 4), blå (tee 3), gul (tee 2) og hvid (tee 1)) egnede til alle færdighedsniveauer uanset køn. (Dertil orange som fremskudte begynderteesteder)
- Forbedret spilleoplevelse og flow på banen.
- Øget bæredygtighed med innovative vandingssystemer.
- Forbedret kvalitet gennem bedre fordeling af slid på tee-områderne.
Baggrund og formål
Projektet udspringer af bestyrelsens FG 2022-strategi, der sigter mod at gøre vores bane mere attraktiv for alle spillere, særligt dem med kortere drives, samt en øget mulighed for at vælge et teested, der svarer til ens spilleniveau. Ved at tilbyde flere tee-muligheder sikrer vi, at alle golfspillere kan vælge et udgangspunkt, der matcher deres evner og forbedrer deres golfoplevelse.
Innovativ teknologi
Et særligt højdepunkt i projektet er det eksperimentelle undervandingssystem på H8. hul (Gul, Blå og Rød tee). Denne banebrydende teknologi lover reduceret vandforbrug, forbedret præcision i vanding samt stærkere og sundere græs med mindre sygdomstryk.
Opfordring til medlemmerne
Vi opfordrer alle medlemmer til at prøve de nye tee-positioner. De skal fremme fleksibilitet i tee-valg baseret på individuelle færdigheder frem for traditionelle associationer.
Rating
Der er sket en mindre ændring i rating af banen, hvilket kan betyde ændringer i antal tildelte slag.
Investering i fremtiden
Den samlede investering i dette projekt beløber sig til d.d. ca. 750 tdk, samlet ca. 1.1 million hvilket afspejler vores engagement i løbende at forbedre vores faciliteter til gavn for alle medlemmer.
Tak til de involverede
Vi vil gerne udtrykke tak til alle involverede i dette projekt, herunder vores banearkitekt Tom Mackenzie, baneudvalget, det dedikerede banepersonale og de tålmodige medlemmer.
Vær med
Vær med til at fejre dette spændende nye kapitel for Furesø Golf Klub ved at deltage i vores snarlige fejring af klubbens 50-års jubilæum. Læs mere her: 50 års jubilæum – Furesø Golfklub (fggolf.dk)
Vi glæder os til at se jer på banen, hvor I kan nyde golf fra et helt nyt perspektiv!
Anbefaling af teested baseret på handicap
Som en del af vores fornyelse introducerer vi snart en funktion i scorekort-systemet. Systemet vil anbefale en farve tee at spille fra, baseret på spillerens handicap. Vi opfordrer alle til at benytte denne mulighed og dermed få chancen for at opleve banen på en ny og spændende måde.
Mange spillere, særligt dem der ikke længere slår så langt, har oplevet banen på en ny og bedre måde, når de har valgt et teested, der gør banen kortere og anderledes at opleve fra tee. Dette har givet dem fornyet glæde ved spillet og en mere passende udfordring til deres nuværende niveau.
Vi håber, at denne nye funktion vil opmuntre flere spillere til at vælge det teested, der passer bedst til deres spil, og dermed forbedre deres samlede golfoplevelse på vores bane.
Lars Lindegren – 07-08-2024