Status på EM for drengehold 2021

EGA Boys Team Championship

Siden vi sidste år takkede ja til værtsskabet for EM for drengehold 2021, har vi været bevidste om, at Corona kunne få indflydelse på afviklingen af EM-turneringen.

Nu er der blot omkring 7 uger til, at vi efter planen kan vifte med flagene til indmarchen og byde de mange unge europæiske topspillere velkommen til Furesø Golfklub og et spændende EM. Men Corona-situationen i mange af de europæiske lande giver forsat udfordringer i forhold til de danske indrejse- og karantæneregler.

Dette betyder, at vi p.t. befinder os i en situation, hvor vi fortsætter forberedelserne, selvom vi må erkende risikoen for, at turneringen enten bliver aflyst eller måske udsat til efteråret. Vi forventer, at DGU/EGA (European Golf Association) tager den endelige beslutning omkring afviklingen af turneringen i næste uge.

Frivillige

Der er allerede mange Furesø Golfklub medlemmer, der har tilmeldt sig som frivillige under EM-turneringen, men vi kan godt bruge endnu flere. Kan DU afse en enkel – eller måske flere dage – i perioden d. 4. til 10. juli, vil vi garantere nogle sjove og spændende timer sammen med europæiske topspillere og andre Furesø Golfklub frivillige. Du vil stå i første række til nogle golfoplevelser i særklasse. De frivillige skal bl.a. løse opgaver som startere, forecaddies, livescoring, boldopsamling, samt en række forskellige praktiske opgaver. Således er der opgaver for alle. Nogle kræver visse kompetencer, andre vil alle kunne løse – så hold dig endelig ikke tilbage med at melde dig.

Hvis du har nogen spørgsmål, er du velkommen til at kontakte medlemsudvalget på medlem@fggolf.dk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev