Efter en noget sløv start med dårligt vejr og få deltagere kom der gang i Short Game lørdag den 10. august.
Der blev spillet i tre rækker, og der var præmie til ugens bedste i hver række og præmie til dagens bedste. Præmien gik til den næste i rækkefølgen, hvis man i forvejen var bedst på ugen eller en af de øvrige dage.
Da turneringen sluttede søndag, kunne resultatet gøres op for turneringen:
I A rækken kunne James Campion notere ugens bedste score på 80 point. Da hverken han eller runner up, Christian Mostrup (78 point) var til stede ved præmieoverrækkelsen, gik førstepræmien til Kirstine Dahl med en score på 69 point. Med den flotte score kunne Kirstine gå hjem med et gavekort til Bistrup Fysioterapi, en fin flaske Cava, en æske bolde og en stor buket blomster. Som dagens bedste (tirsdag) kunne Kaare Dahl med 60 point supplere familiens gave bord med endnu en flaske Cava og en æske bolde.
I B rækken var der væsentlig flere deltagere. Rene Toftemose delte den bedste score med Peter Steffensen med 64 point, men var bedst på de sidste tre øvelser. Da de imidlertid ikke var tilstede ved præmieoverrækkelsen, gik den flotte førstepræmie til Gitte B. Hansen med den flotte score på 62 point. Blandt de tilstedeværende havde Bo Scheiby dagens bedste score (søndag) med 43 point.
I C rækken var der kun én score nemlig Jørn Eriksen med 49 point. Da heller ikke Jørn var til stede, blev præmierne ikke uddelt.
For turneringsledelsen var det skuffende, at der trods det gode vejr ikke var flere, der afprøvede Short Game, og at der ikke dukkede flere op til præmieoverrækkelsen søndag. De gik dermed glip af de flotte præmier fra Bistrup Fysioterapi.
Vi vil gå i tænkeboks for at se, hvordan vi kan øge interessen for denne del af golfsporten, som giver de bedste resultater på den store bane, og takker Bistrup Fysioterapi for deres støtte og sponsorskab til turneringen.