Referat fra medlemsmøde d. 30. januar 2025

Der var fuldt hus til medlemsmødet den 30. januar, hvor 80 engagerede medlemmer deltog. Mødet bød på en spændende agenda med fire hovedtalere. Michael Jürgensen fra Dansk Golf Union præsenterede indsigter fra medlemsundersøgelsen “Golfspilleren i Centrum” samt aktuelle trends i dansk golf. Næstformand Mikael Ødum gennemgik facts om banebelægning og flow, mens formand Lotte Burchard og golfmanager Thomas Rovsing Lauritzen afsluttede med at præsentere klubbens strategiske retning for de kommende år.

 Præsentationer og indhold:

1. Michael Jürgensen:

  • Indhold: Michael præsenterede data fra “Golfspilleren i Centrum”, herunder medlemmernes tilfredshed, udfordringer med belægning på banen, og forskelle mellem klubafhængige (klubsociale) og klubuafhængige (privatsociale) medlemmer. Desuden præsenterede Michael interessante tendenser fra ind- og udland med voksende golfinteresse fra en gruppe af unge, som ikke tidligere spillede golf.

Konklusioner: Der er behov for at forbedre tilgængeligheden af starttider og bedre introduktion til klubben for etablerede golfspillere, der melder sig ind i Furesø Golfklub. Klubben skal også tage højde for de forskellige behov hos klubsociale og privatsociale medlemmer. Strategisk skal Furesø Golfklub, ligesom andre golfklubber, forberede sig på at modtage og integrere en ny type golfspillere med helt andre præferencer og interesser end vi tidligere har været vant til.

2. Mikael Ødum:

  • Indhold: Mikael talte om udfordringerne med banebelægning og flow på banen. Han præsenterede data, der viser en høj belægning på banen, især i weekender og formiddage, hvilket skaber udfordringer med at få starttider, mens der er mindre udfordringer med ledige pladser hvis man skriver sig på starttider der ikke er fuldt bookede. Fordelingen mellem starttider der er blokerede på forhånd og almindelige tider blev vist diskuteret. Flow er fortsat en udfordring. Efter feedback fra medlemmer og en grundig evaluering, har bestyrelsen besluttet IKKE at fortsætte forsøgsordningen med handicapbegrænsninger fremadrettet

Konklusioner: Bestyrelsen arbejder kontinuerlig på at sikre en retfærdig fordeling af starttider og er evaluerer derfor fordele og ulemper ved alle ønsker om reservationer og blokeringer meget grundigt . Der er også fokus på at forbedre flowet på banen, bl.a. gennem implementering af “Pace of Play” i Ordensreglerne og anbefalinger for hvilke teesteder, der bør spilles fra baseret på handicap. Banemarshall-ordningen, som er gjort permanent fra 2025, vil også fremadrettet have fokus på pace-of-play.

3. Lotte Burchard:

  • Indhold: Lotte fortalte om analysen af klubbens styrker, svagheder, muligheder og trusler, som ligger til grund for den nuværende strategiplan. Derudover præsenterede hun klubbens nye vision, mission og værdier.  

 4. Thomas Rovsing Lauritzen:

  • Indhold: Thomas præsenterede Furesø Golfklubs strategiske fokusområder for 2025-2027. Han fortalte om konkrete initiativer for 2025, herunder ny hjemmeside, renovering af omklædningsrum og anlæggelse af en ny indspilsgreen ved driving rangen.

Konklusioner: Klubben vil fokusere på at udvikle golfanlægget, forbedre kommunikationen, opgradere klubhuset, forbedre modtagelse af nye medlemmer, modernisere træningstilbud og fokusere mere på trivsel blandt klubbens mange frivillige.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev