Midlertidige lokalregler gældende fra 29. oktober 2021

Med virkning fra den 29. oktober 2021 indføres følgende to midlertidige lokalregler om hhv. lejeforbedring og rensning af bold. Reglerne gælder indtil videre for alt spil på 18 og 9 hullers-banerne i Furesø Golfklub.

Hvorfor indfører vi de to regler?

Grundlæggende for at man får mulighed for at rense bolden under spil af et hul.

Lejeforbedringsreglen: Gælder KUN på fairways, forgreens og stier klippet til fairwayhøjde. Man må løfte bolde, rense den og placere den indenfor et scorekorts længde, ikke nærmere flaget. Ligger bolden oveni et ormeskud, kan man derfor flytte den væk fra det. Der er ikke krav om, at bolden markeres, inden den løftes. Og man må naturligvis ikke løfte den igen, når den først er placeret.

Løfte, rense og genplacere: Gælder i vores version overalt i det generelle område, og derfor også i semirough og rough. Man skal markere boldens position, inden man løfter den. Bolden må renses og skal så genplaceres præcis det sted, hvor man løftede den fra. Ligger bolden på et ormeskud, skal man derfor lægge den retur på ormeskuddet. Og da præcis der, hvor man løftede den fra, også gælder ift., hvor højt den ligger over jordoverfladen, så må man heller ikke rense bolden for evt. jord fra det pågældende ormeskud.

Reglerne gælder kun for bolde i det generelle område. For fx bunkers, strafområder og greens er det derfor de sædvanlige regler, der gælder.

I praksis bruger man lejeforbedring (oplæg), hvis man ligger på fairway/forgreens, og ligger man i semirough eller rough, kan man så bruge løft, rens og genplacer.

De to regler har ingen indflydelse på mulighederne for handicapregulering. Det er stadigvæk helt som sædvanligt.

Reglerne i deres fulde ordlyd

Lejeforbedring

Når en spillers bold ligger i en del af det generelle område klippet til fairwayhøjde eller lavere, må spilleren tage lempelse uden straf én gang ved at placere den oprindelige bold eller en anden bold i og spille den fra dette lempelsesområde:

  • Referencepunkt: Boldens oprindelige sted.
  • Størrelse af lempelsesområdet målt fra referencepunkt: Længden på et scorekort (30 cm) fra referencepunktet, men med disse begrænsninger:
  • Begrænsninger for placeringen af lempelsesområdet:
    • Må ikke være tættere på hullet end referencepunktet, og
    • Skal være i det generelle område.

Når der gøres brug af denne lokalregel, skal spilleren vælge et sted at placere bolden og anvende procedurerne for genplacering af en bold efter Regel 14.2b (2) og 14.2e.

Straf for at spille en bold fra et forkert sted i strid med lokalregel: Generel straf efter Regel 14.7a

Løfte, rense og genplacere bolden

Når en spillers bold ligger i det generelle område, må bolden løftes, renses og genplaceres uden straf. Spilleren skal markere stedet, før bolden løftes (se Regel 14.1), og bolden skal genplaceres på dens oprindelige sted (se Regel 14.2).

Straf for at spille en bold fra et forkert sted i strid med lokalregel: Generel straf efter Regel 14.7a

Tilmeld dig vores nyhedsbrev