Vedtægter for Herreklubben (Furesø Golfklubs Herreklub)
- 1 – FORMÅL
Det er Herreklubbens formål at dygtiggøre såvel gamle som nye medlemmer og at udbygge det kammeratlige samvær medlemmerne imellem blandt andet gennem forskellige golfarrangementer, som en gennemgående turnering over sæsonen (torsdag er herredag), 3 årlige hold- eller parmatcher med mulighed for fællesspisning og venskabsmatcher med andre golfklubber og andre KIK’er i Furesø Golfklub.
- 2 – MEDLEMMER
Som medlem af Herreklubben kan optages mandlige medlemmer af Furesø Golfklub i det kalenderår man fylder 19 år og har et registreret handicap på maximalt 53,9.
Medlemskab af Herreklubben registreres for én sæson ad gangen (1/4 – 31/3) efter betaling af kontingentet.
Medlemmerne af Herreklubben omtales FuresøHerrerne og kan anføre et “(H)” efter efternavnet i deres profil i Golfbox.
- 3 – KONTINGENT OG ØKONOMI
Kontingentet fastsættes for én sæson ad gangen af Herreklubbens bestyrelse og er ens for alle medlemmer uanset indmeldelsestidspunktet i løbet af sæsonen.
Kontingentet skal bruges til præmier i turneringerne, tilskud til arrangementer for medlemmer af Herreklubben og til løbende driftsomkostninger.
- 4 – BESTYRELSEN, BESTYRELSESMEDLEMMER
Herreklubben ledes af en bestyrelse bestående af 4-6 medlemmer.
Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen og halvdelen afgår hvert år. Genvalg kan forekomme.
- 5 – BESTYRELSEN, SAMMENSÆTNING OG BESLUTNING
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, sekretær, kasserer og fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede og træffer sine beslutninger ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Der føres referat af bestyrelsesmøderne.
- 6 – DAGLIG LEDELSE, TEGNINGSREGLER MV
Bestyrelsen har den daglige ledelse af Herreklubben og træffer med bindende virkning beslutninger i alle Herreklubbens anliggender.
Herreklubben tegnes af formanden eller kassereren i forening med et andet bestyrelsesmedlem.
Bestyrelsen kan med omgående virkning suspendere eller ekskludere medlemmer, som efter bestyrelsens opfattelse med rimelig grund mistænkes for eller er konstateret at have udvist usportslig eller uhæderlig adfærd i forbindelse med aktiviteter i Herreklubben eller nært knyttet hertil. En sådan beslutning kan af det pågældende medlem ankes til Herreklubbens førstkommende generalforsamling med anmodning herom til bestyrelse inden for tidsfristen for indsendelse af forslag til behandling på generalforsamlingen. En sådan anke vil ikke have opsættende virkning.
Ingen kan optage gæld på Herreklubbens vegne udover de forpligtelser, der på sædvanligvis opstår i forbindelse med afviklingen af Herreklubbens arrangementer.
- 7 – REGNSKAB
Herreklubbens regnskabsår løber fra 1. januar til 31. december. I overgangsåret 2021 løber regnskabsåret fra 1. oktober 2020 til 31. december 2021.
Herreklubbens kasserer udarbejder årligt et regnskab over sæsonens indtægter og udgifter samt Herreklubbens formue.
Regnskabet skal fremlægges i skriftlig form på generalforsamlingen.
- 8 – GENERALFORSAMLING
Generalforsamlingen afholdes i 1. kvartal efter regnskabsårets afslutning (dvs. i perioden 1. januar – 31. marts).
Generalforsamlingen annonceres mindst 3 uger før afholdelsen.
Generalforsamlingen ledes af en af forsamlingen valgt dirigent.
Alle medlemmer af Herreklubben kan deltage i generalforsamlingen og er stemmeberettiget.
Dagsorden på generalforsamlingen er som minimum følgende:
- Valg af dirigent
- Formandens beretning om den afsluttede sæson
- Fremlæggelse af bestyrelsens plan for næste sæson startende april (turneringer og golfarrangementer mv.)
- Fremlæggelse af regnskab for sæsonen samt oplysning om det af bestyrelsen fastsatte medlemskontingent for næste sæson
- Forslag fra medlemmerne
- Evt.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 14 dage inden generalforsamlingens afholdelse. Forslag, der modtages for sent, kan af bestyrelsen tillades behandlet ved generalforsamlingen.
- 9 – HERREKLUBBENS OPLØSNING
Bliver bestyrelsen ude af stand til at varetage de planlagte opgaver indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling for at finde interesserede medlemmer, som kan færdiggøre sæsonen.
Er der ingen interesse på generalforsamlingen til at fortsætte Herreklubben skal medlemmerne på generalforsamlingen tage stilling til afviklingen af Herreklubben og dens formue.
Kan et flertal af de fremmødte og stemmeberettigede medlemmer ikke blive enige om at anvende formuen på et golfarrangement, opløses Herreklubben ved at formuen tilfalder moderklubben, Furesø Golfklub.
Skyldes opløsningen af Herreklubben opløsningen af Furesø Golfklub, er det bestyrelsens opgave at arrangere et golfarrangement med deltagelse af flest mulige Herreklubmedlemmer og derved anvende Herreklubbens opsparede formue.
- 10 – ÆNDRING AF VEDTÆGTERNE
Vedtægterne kan ændres, hvis 2/3 af de fremmødte medlemmer på en generalforsamling eller 2/3 af de deltagende medlemmer ved en elektronisk afstemning stemmer for forslaget.
Vedtægterne er revideret og vedtaget i ovenstående form på Herreklubbens ekstraordinære generalforsamling den 23. september 2021.
Jan Henrik Hansen, Dirigent
Jan Henrik Hansen, Formand
Henrik Rump, Næstformand og sekretær
Rene Brandt Jensen, kasserer
Jan Horne Hansen
Lasse Vilhelmsen