Dansk Golf Union lånte onsdag 7. august Hestkøbgaard-sløjfen til et lille eksperiment, som skal udmønte sig i en artikel og videoreportage til den næste digitale udgave af Dansk Golf.
Ideen med eksperimentet var at sætte fokus på betydningen af, at kunne vælge mellem de 14 køller i bag’en. Behøver vi i realiteten så stort et udvalg for at komme hjem med en fornuftig score?
Til formålet havde vi allieret os med to gæstespillere fra Hornbæk og Smørum med hhv. handicap 10 og 24 – og Furesøs egen formstærke landsholdsspiller Rasmus Neergård-Petersen. De tre forsøgskaniner fik først lov at gå ni huller med et fuldt sæt for derefter at vælge tre jern og gå de samme ni huller. Og resultatet var tankevækkende.
Rasmus Neergård-Petersen var inden eksperimentet overbevist om, at han – hvis han ellers kunne styre sig uden om problemer fra tee – kunne komme rundt i en hæderlig score med tre køller. Og det fik han ret i.
Vejret var ganske fantastisk, da vi begav os afsted, men desværre løb vi med tre huller igen på ind i et tordenvejr, så sammenligningsgrundlaget for de to runder blev på seks huller. Men flere huller behøvede Rasmus ikke til at vise, hvad han kunne. Efter de første seks huller med fuldt sæt var Rasmus tre under par, så der ventede noget af en opgave for at leve op til den score med blot tre køller under armen. Men selv om arsenalet begrænsede sig til en 52 graders wedge, et 8-jern og en 3-wood, som også blev brugt som putter, havde han så meget styr på det, at han gik de sidste seks huller i imponerende to slag under par (!) via fire pars og to birdies.
Rasmus imponerede
De to øvrige deltagere i eksperimentet sugede undervejs til sig af Rasmus’ tips og tricks og var tydeligvis imponerede af hans måde at gribe en golfrunde an på – både teknisk og taktisk. Der lød regelmæssige “wauw” og “hold da helt op”, når den unge landsholdskomet bragede sine drives afsted og sendte det ene slag efter det andet direkte mod de stakkels pinde på H-sløjfen.
Handicap 10-spilleren Morten fra Hornbæk valgte i udfordringen et 5-jern, 6-jern og en 58-graders wedge, og det lykkedes ham faktisk at forbedre sig med to slag i forhold til de seks huller med fuldt sæt – selv med en wedge som putter. Det skyldtes ikke mindst, at han undgik de problemer, som driveren gav ham og samtidig kunne spille mere uden stress og tvivl om køllevalg. Måske en idé, du kan bruge til næste runde?
Anni fra Smørum, der spiller i hcp 24, kæmpede dog lidt mere med det begrænsede kølleudvalg og var fire slag dårligere. Men selv om de to gæste-deltagere måske ikke spillede op til deres bedste – med pres fra både videokamera og mikrofoner under kraven – så bevarede de det gode humør. De uddelte begge store roser til banen – hvilket DGU’s udsendte absolut kunne tilslutte sig.
Rasmus Neergaard-Petersen skulle dagen efter tilbage til USA for forberede sig til US Amateur, og selv om det gik overraskende godt med tre køller på hjemmebanen, forventede han dog at medbringe 14 til den gigantiske amatørturnering på Pinehurst i North Carolina…
Der skal lyde en stor tak til Furesø Golfklub for god service og lån af anlægget til det lille eksperiment. Hele reportagen fra Furesø – som også indeholder video – bliver bragt i Dansk Golf, der udkommer i en digital udgave i september.
Tekst og foto: Henrik Søe, Dansk Golf