Kære medlemmer af Furesø Golfklub
I dag bringer vi jer en nyhed, som forhåbentlig vil vække glæde. I klubben er vi nemlig overordentligt stolte af at kunne fortælle, at vores klub er blevet valgt til at huse en turnering på DP World Tour, Danish Golf Championship i august 2025.
Furesø Golfklub har indgået en aftale med GolfPromote, ledet af Flemming Astrup*, om at afholde Danish Golf Championship. Turneringen vil byde på golf i verdensklasse og give vores klub en unik mulighed for omtale og branding, hvilket på lang sigt kan være med til at bevare og styrke Furesø Golfklubs status og anseelse som en attraktiv klub med 27 huller af høj standard. På den måde vil klubben blive placeret i golfspilleres bevidsthed som en klub og en bane på internationalt niveau, hvilket vi skal bruge aktivt for at opretholde den nødvendige medlemstilgang.
Denne store nyhed vil blive præsenteret senere i dag på et pressemøde, der afholdes i Furesø Golfklub.
Danish Golf Championship 2024 skal afvikles på Lübker Golf & Spa Resort på Djursland, mens udgaven i 2026 er bekræftet til afvikling på Great Northern på Fyn. Dette sker i tråd med GolfPromotes ønske om, at Danish Golf Championship skal rundt i hele Danmark, og her bliver udgaven i 2025 på Furesø Golfklub den første gang, turneringen kommer til hovedstadsområdet.
I bestyrelsen er vi meget begejstrede og tilfredse med, at GolfPromote og DP World Tour efter grundige overvejelser og flere banebesøg har godkendt vores baner til en turnering på dette niveau. Vi tror fuldt og fast på, at et arrangement på dette niveau vil være til stor gavn for klubben, selvom der i en kortere periode kan opstå mindre ulemper for medlemmerne.
Vi er klar over, at denne nyhed også vil medføre en lang række spørgsmål fra jer medlemmer. Derfor indkalder vi til et informationsmøde mandag den 18. marts, kl. 19 på Birkerød Gymnasium, Søndervangen 56, 3460 Birkerød. Alle medlemmer er inviteret, og på mødet vil der være en bredere orientering om begivenheden, blandt andet om hvilke praktiske konsekvenser den vil få for medlemmerne. Der vil også være mulighed for at stille spørgsmål til repræsentanter for Furesø Golfklub og til Flemming Astrup fra Golfpromote.
* Flemming Astrup er direktør for GolfPromote, som siden 2014 har stået bag Made in Denmark/Made in Himmerland og den danske Challenge Tour-turnering. I år afholdes Danish Golf Challenge på Odense Eventyr Golfklub. Siden 2003 har GolfPromote også stået bag ECCO Tour, som er en del af den nordiske udviklingstour Nordic Golf League.