Banen i juni
Efter nogle meget tørre måneder har vi endelig fået en lille smule vand til græsset, men vi bevæger os stadig på grænsen af noget, der meget hurtigt kan tørre ud. Det er status her i starten af juni måned.
Generelt set er bane i fin stand. Parkvej greens er langsomt ved at komme sig efter vinterspil, og sandet i bunkers kan vi forhåbentlig stabiliserer lidt mere efter en periode uden river og ekstremt tørt vejr.
Læs her lidt mere om bunkers og de udfordringer, der kan være med bunkers.
Selv om fairways har været meget tæt på at visne noget tilbage, er de stadig i en rimelig kvalitet. De er med den seneste regn blevet gødet og har fået et afspændingsmiddel, der gør, at de kan klare tørken noget bedre.
Et af de områder, vi har og har haft øget fokus på, er områderne omkring greens. Mange steder var områderne meget slidte. Med banelukningen i starten af ”Conona-tiden” fik vi tid og plads til at foretage et større renoveringsarbejde, primært med luftemaskiner, der har løsnet jorden og gjort betingelserne bedre for græsset at gro i. Vi ser allerede en god effekt af arbejdet, hvor græsset omkring greens og slidte områder er blevet tættere og mere sundt.
Rough
Inden for de næste par uger starter vi med den årlige høst af vores rough. Hovedformålet med høslættet er at fjerne næring fra området, så roughen på sigt bliver så tynd, at den kan få lov at stå, med alle de visuelle og naturmæssige fordele det giver. Udfordringen ligger naturligvis i, at det kan være svært at finde sin bold, og at det derfor kan være et irritationsmoment og noget, som sinker spillet. Tilvæksten i roughen kan naturligvis godt variere lidt fra år til år, alt efter vejr og vind, men vi ser helt klart, at den år for år bliver tyndere og tyndere, hvilket er meget positivt.
Baneudvalget er enige i, at roughen på visse huller allerede er tynd nok til, at det i visse år kan få lov til at blive stående, hvilket er helt i tråd med både arkitektens tanker og de krav, som myndighederne stiller til golfklubben.