Stillingen efter Snepokalens 3. runde

Vi har nu afviklet 3 runder af årets Snepokal, og det er fantastisk at se så mange spillere møde op om søndagen og tilbringe et par kølige timer sammen udenfor! Vi har til de tre turneringer haft hhv. 45 deltagere (heraf 25 unge), 38 (23 unge) og 38 (19 unge), så det tegner endnu en gang til på mange måder at blive en succesrig vinterturnering.

Noget af det, man måske kunne bide mærke i, er, at der nu deltager voksne, som ikke normalt har noget med de unge spillere i klubben at gøre, og det er jo en faktisk solstrålehistorie, da kendskabet mellem unge og voksne medlemmer i klubben øges. Mens de unge kæmper for evig berømmelse qua navn på en pokal og udtagelse til holdet, der møder Ljunghusen til april næste år, så foregår der en intens konkurrence mellem de voksne om point til ranglisten (og måske håneret?).

Vi har været gudsbenådet og spillet på stor bane indtil videre og fra forskellige teesteder; det gode vejr ser ud til at fortsætte et stykke tid endnu, og vi benytter faktisk dette til at afvikle en stor gunstart nu på søndag, hvor vi afholder årets første Major. Majors er ligesom på de rigtige tour turneringer, hvor der er ekstra mange point at spille om, så man kan virkelig rykke forbi de nærmeste konkurrenter med en god placering. Vi har 48 spillere til start, heraf 26 unge, og slår ud kl. 09.00 på Hestkøbgaard.

Stillingen på Race to Ljunghusen-ranglisten efter de første tre runder kan ses på nedenstående billede.

Hvis der nu skulle sidde et medlem eller to og tænke, at det lyder da faktisk meget sjovt, så er det gratis at deltage; man skal blot tilmelde sig turneringerne inde på Golfbox. De unge spillere har fortrinsret (det er jo egentlig en ungdomsturnering), og de voksne tildeles de resterende pladser ud fra først-til-mølle-princippet. Vi hygger med varm kakao og kager bagefter, mens tv’et viser, hvordan de professionelle får golf til at se ud som en leg.

Mange hilsner
Ungdomsudvalget

Klik her for at åbne en pdf-fil med resultatet

Tilmeld dig vores nyhedsbrev