Baggrund
Flere har spurgt til baggrunden for at vi anlægger nye teesteder.
I slutningen 2010’rene stod golfsporten over for massive udfordringer. Antallet af medlemmer var faldende, golfklubber lukkede og i USA reducerede flere klubber deres anlæg til 9 eller 12 huller. Baggrunden var hård konkurrence fra andre sports- og fritidsinteresser, der ikke var så tidskrævende, og en stigende afgang af medlemmer på grund af alder.
FG 2022
Den daværende bestyrelse udarbejdede på denne baggrund en langsigtet strategi (kaldet FG 2022).
Strategiplanen havde især fokus på rekruttering og fastholdelse af medlemmer og et af tiltagene var etablering af et teestedsprojekt, der kunne være en nøgle til at imødegå flere af de udfordringer som klubben stod over for.
Seniorudvalg
Som led i strategiarbejdet og ønsket om at fastholdelse af klubbens ældre segment, blev der nedsat et udvalg med seniormedlemmer, som kunne komme med forslag til bedre at holde på medlemmerne. Et af disse var et forslag om at etablere fremrykkede teesteder, fordi mange ikke længere kunne slå et drive ud til hvor fairway starter. Samtidig kunne det være vanskeligt at nå green i drivet på nogle af par tre hullerne. Et fremrykket teested ville også kunne give en bedre start for nye golfspillere, der ikke længere behøver at spille fra Orange Tee.
Generalforsamlingen i 2019.
FG 2022 blev drøftet på generalforsamlingen i 2019 og teestedsprojektet var indarbejdet i budgetterne for de kommende år. I alt er der budgetteret med en samlet udgift på 1,1 – 1,2 mil. kr.
I forbindelse med planlægningen af banerenoveringen i 2015 var det oprindeligt også planen at etablere en række nye teesteder. Projektet blev imidlertid dengang droppet af sparehensyn. Projektet blev nu genoptaget i samarbejde med vores husarkitekt Tom Mackenzie og indsendt til Rudersdal og Furesø kommuner til godkendelse.
Projektets hovedide.
Med projektets etableres 5 teesteder, som kan spilles af alle med banetilladelse uanset køn. Med etableringen er det hensigten at
- Få en sjovere og bedre baneoplevelse ved at spille fra et teested der passer til ens slaglængde
- At forbedre spillehastighed og flow på banen.
- At forbedre kvaliteten på tee arealerne ved en bedre fordeling af sliddet.
I stedet for farver får teestederne numrene 1 til 5 – startende med 1 som det sværest spillende. Baggrunden er at undgå at ”hænge” fast i det gamle ”herre tee og ”dame-tee”. Udover de 5 teesteder bibeholdes de nuværende orange teesteder, som mest benyttes af Kaninklubben. Nogle af de nye teesteder etables som helt nye tee-arealer – andre ved en mindre omlægning og renovering af de eksisterende.
Mange af de nuværende teesteder berøres.
Som eksempel på helt nye tee-arealer kan nævnes H9, hvor vi allerede et stykke tid har spillet fra nye teesteder, idet Rød, Blå og Gul Tee er trukket tilbage og Tee 5 (Lilla) er placeret på det tidligere Rød Tee. På H7, som vi også har spillet et stykke tid, er det sket ændring for alle fem teesteder.
Nogle tee-arealer forbliver uændret, men hvis et areal er tilstrækkeligt stort vil der kunne ske en opdeling ved placeringen af teestederne – typiske mellem Tee 2 og Tee 3 – som det allerede er sket på H7. Når projektet står færdigt i løbet af 2024 og tages i brug med nye skilte og hulnøgler ved sæsonstart i 2025, vil vi kunne spille på 15 forskellige delvis nye baneforløb på de tre sløjfer tilsammen, og dermed give en bedre oplevelse for alle medlemmer.
Ændrede valg af teested.
I dag spiller langt hovedparten af herrerne fra Gul Tee og damerne fra Rød Tee – uanset alder og handicap. Det er et ønske at langt flere spiller fra et tee der bedre passer til deres slaglængde.
Der vil naturligvis blive udarbejdet en anbefaling for valg af teested afhængigt af ens handicap. Ud fra de nuværende handicaps anbefales det at ca. 27 % af herrerne spiller fra de nye Tee 1 eller Tee 2, 45 % anbefales at spille fra Tee 3, 23 % fra Tee 4 og 5 % fra Tee 5.
Tilsvarende anbefales 5% af damerne at spille fra Tee 3 (eller evt. Tee 1 eller Tee 2), ca. 75 % fra Tee 4 og 20 % fra Tee 5.
Nye golfspillere
For nye golfspillere, der har fået golfkørekort, anbefales det at starte med at spille fra Tee 5 og så skifte til et lavere teested i takt med at ens handicap sættes ned. Nye golfspillere får derved en bedre oplevelse, måske med en hurtigere nedsættelse af handicaps og dermed større mulighed for at fastholdes som medlem i klubben.
Turneringer
Turneringsudvalget har endnu ikke drøftet hvilke konsekvenser de nye teesteder får for klubturneringer mv. Men mon ikke vi i højere grad vil forsøge at differentiere rækkeinddelingen og hvilket Tee der startes fra, så de passer bedre til deltagernes handicaps.