Første handicaprevision efter nyt handicapsystem

Handicapudvalget har i november måned gennemført sin første handicaprevision siden implementeringen af det ny handicapsystem (WHS) i januar 2021.

Revisionen omfattede alle klubbens medlemmer og tog udgangspunkt i en liste genereret af et program, som er udviklet af Golfbox i samarbejde med DGU. Listen indeholder navnene på de medlemmer, hvis handicap bør kontrolleres med henblik på en eventuel regulering, og anfører desuden en anbefalet regulering. Anbefalingen er baseret på en systemmæssig beregning af en lang række forhold i relation til spillerens scores herunder antallet af tællende runder, tendensen i spillerens handicapudvikling, forholdet mellem spillerens resultater i turneringer og private runder, omfanget af 9-huls runder i forhold til 18-hullers runder etc., etc. 

Listen indeholdt 46 navne, men resulterede kun i én regulering af to handicaps. En af årsagerne hertil er, at medlemmernes scorearkiv i mange tilfælde indeholder så få registreringer, at en regulering ikke giver nogen mening. Handicapudvalget opfordrer derfor klubbens medlemmer til at registrere deres runder, hver eneste gang de har spillet. Dette er selvsagt det bedste grundlag for et retvisende handicap, dvs. et handicap, der afspejler medlemmets reelle spillestyrke og derfor erfaringsmæssigt giver størst spilleglæde.

Husk det, når sæsonen starter i 2023.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev