Sebastian Steensgaard Nielsen har nu været på college i Charleston, South Carolina, USA i mere end en måned, og han stortrives! Han har et travlt, men mega fedt program, som han selv siger.
Han starter morgenen kl. 6 med fitness – kun 5 gange om ugen! Hvorefter han går i skole hver formiddag, hvor han lige nu har undervisning i business matematik, psykologi, antropologi, kommunikation og musikforståelse. Derefter står den på golf – hver dag.
Sebastian og hans medstuderende får spillet mange spændende og flotte baner i USA. For nyligt spillede de en privat golfbane, der hedder River, hvor de skulle til samtale og baggrundtjekkes, før de overhovedet fik lov til at komme ind på golfbanen. Et medlemskab af klubben koster den nette sum af 200.000 USD om året!
Skolens golfhold deltager i turneringer, og Sebastian har allerede vundet sin første runde på Kiawah Island Ocean Course (den bane, hvor Phil Mickelson vandt en major i 2021), hvor han gik banen i 69 slag (-3). Når man går en 69’er, får man sit navn på sin golfbag, så Sebastian har nu en golfbag med sit navn på. Det er så flot gået!
Den første turnering finder sted d. 26. september.