Anlægsprojekt for udvikling af teesteder

Nu starter der et anlægsprojekt for udvikling af teesteder i Furesø Golfklub

Projektet
Over de næste par år gennemføres en lidt større opgradering af klubbens teesteder.
Projektet indeholder en udviklingsplan for helt nye teesteder, samt en omlægning eller omrokering af eksisterende. I alt vil der blive arbejdet med 27 nye teesteder.
Sammen med vores banearkitekt er hvert hul nøje blevet analyseret og gennem en længere periode er projektet blevet formet, så flest mulige spillere får mest muligt gavn af projektet.

Projektlængde
Projektet er planlagt til at løbe over to anlægsår med løbende ibrugtagning, så det samlede projekt forventes at være gennemført i 2024.

2022
I 2022 vil der være anlægsstart primo september. Første større opgave bliver at anlægge nye teesteder på Hestkøbgaard 7 og et nyt stort teested på H9. Mens anlægsarbejdet foregår, vil der være dage, hvor det af sikkerhedsmæssige årsager er nødvendigt at flytte teestederne længere frem. Men generelt set vil det med enkelte undtagelser være mulighed for at gennemføre spil som normalt. Anlægsperioden i 2022 forventes at være 5-6 uger med efterfølgende indgroning og ibrugtagning i forsommeren 2023.

Se beskrivelsen af projektet fra baneudvalg og greenkeepere HER (Åbner PDF dokument)

Baggrund – FG 2022
Projektet er startet med baggrund i bestyrelsens strategiplan 2022, men er først godkendt af de relevante instanser til implementering nu.
I bestyrelsens strategiplan var der specielt tre punkter, som dette projekt er med til at understøtte.

  • Flow
    • Når den enkelte spiller kan vælge et teested, der passer til det individuelle hcp. og formåen, vil spillet kunne afvikles optimalt.
  • Forøget spilleoplevelse
    • Course management skal være et centralt element på vores baneanlæg, dette opnås gennem at kunne tilbyde relevante udfordringer for alle spilleniveauer. Teestedernes placering og hullernes længder spiller en væsentlig rolle i dette. For spillets strategi er det en vigtig del af oplevelsen, at f.eks. fairwaybunkers er i spil fra tee. Det vil samtidigt være muligt at opleve forskellige udfordringer fra samme bane, alt efter hvilket teested der vælges.
  • Seniorstrategi
    • Ved at tilbyde fremskudte teesteder, der passer til spillerens slaglængde, vil det gøre det muligt for klubben, at bevare seniorerne som aktive og loyale medlemmer i længere tid.   

Tilmeld dig vores nyhedsbrev